I spillemandskredsen har man tradition for at kombinere årets generalforsamling med en masse godt sammenspil og sådan var det også i år. Vestervangsskolen i Viborg var rammen og de lokale folk fra Viborg Folkedanserforening, Gamle Danses Værn, Viborg og Viborg Spillefolk tog sig på fornem vis af forplejningen og de praktiske forhold omkring arrangementet og en stor tak for det!
Se billeder fra arrangementet her.
50 spillefolk fra hele landet tog del i forløbet med en fin spredning på instrumenter og bortset fra en ordentlig gang snevejr, som generede folk fra øerne og det sydlige Jylland var det et meget vellykket forløb.
Fredag aften var sat af til at spille Reventlow musik fra Lolland med Astrid Pørtner som musikalsk inspirator. Denne musik er lidt anderledes end meget anden spillemandsmusik og Astrid havde nogle fine arrangementer med til forløbet.
Lørdagen var lagt hænderne på Bent Melvej og blev brugt på at føre os ind i Peter Pøhls musikalske univers. Det var historien om en spændende personlighed og frem for alt hans bredde og betydning for musikken både omkring Viborg og videre ud i landet.
Vi spillede en række melodier af forskellig art og fik nogle gode bud på spillemåderne i musikken og samtidig havde Bent lavet nogle spændende arrangementer. Det blev en god musikdag, som krævede meget koncentration og gav en masse inspiration.
Afslutningen på den musikalske optakt var en godt besøgt legestue med en fin stemning. Michael S. Petersen, Astrid Pørtner Nielsen, Ingolf Ryom-Nielsen og Dorthe Linde Jørgensen stillede sig foran et stort og veloplagt orkester og så var der gang i musikken og dansen.
Et godt forløb fik en flot afslutning og det var glædeligt med så stor en tilslutning til det fine arrangement. Nu kan vi jo så bare glæde os til næste års generalforsamling, der også vil rumme en musikalsk optakt!!
John Eliasen
7/3 2010.


